Klik her for at læse hele artiklen af Carla A. Wall, Kayla Smith, Frederick Shic, Bridgette Kelleher, Abigail Hogan, Elizabeth A. Will og Jane E. Roberts.  

Undersøgelser, der udforsker periferien af social opmærksomhed hos personer, der lever med FXS, har i vid udstrækning været baseret på en eye-tracking-metode. Mange undersøgelser har brugt dette vurderingsværktøj til at profilere social opmærksomhed hos børn med FXS sammenlignet med deres neurotypiske jævnaldrende. Disse undersøgelser har også forbundet visuel social opmærksomhed målt med eyetracking med målinger af observerbar social adfærd, herunder træk ved autisme, adaptiv adfærd, naturalistisk

social opmærksomhed og legefærdigheder. 

Forfatterne påpeger, at traditionelle eyetracking-metoder kun delvist kan hjælpe os med at forstå visuel social opmærksomhed hos neurodiverse personer af to grunde. For det første fordi visuel opmærksomhed ikke konsekvent indekserer kognitivt engagement. For det andet er blikaversion blevet anvendt hos neurodiverse personer som en strategi til at håndtere kognitiv belastning. Der er derfor et stort behov for en multimetodisk tilgang. 

Forfatterne foreslår, at en kombination af denne traditionelle tilgang med en metode, der involverer overvågning af hjerteaktivitet, kan være svaret, da der er klare beviser for, at hjerteindeks for fysiologisk regulering bidrager til kognitiv og social kompetence. Hjertefrekvensdefineret vedvarende opmærksomhed (HRDSA) er et troværdigt fysiologisk mål for vedvarende opmærksomhed, defineret ved en periode med vedvarende fald i hjertefrekvens og hjertefrekvensvariabilitet. Perioder med vedvarende opmærksomhed er forbundet med kognitivt engagement. Når HRDSA kombineres med observeret kiggeadfærd, kombineres adfærdsmæssige og fysiologiske mål for at indeksere kognitivt engagement sammen med visuel opmærksomhed, hvilket øger validiteten i indfangningen af tilstande med vedvarende visuel opmærksomhed. 

Samlet set viste undersøgelsen, at børn med FXS ikke adskilte sig fra neurotypiske eller autistiske børn i deres generelle visuelle opmærksomhed på sociale scener. Forfatterne opfordrer til, at man i fremtidige studier undersøger muligheden for at kombinere fysiologiske og adfærdsmæssige mål for opmærksomhed, da denne praksis kan være af særlig betydning for neurodivergente og intellektuelt handicappede børn, som måske ikke har gavn af eller adgang til traditionelle vurderingsmetoder.